Vælgerne er trætte af blokpolitik

Lyt til artiklen

Regeringen bør bygge bro hen over den politiske midte og samarbejde tættere med Socialdemokraterne og de radikale. Sådan lyder rådet til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fra 69 procent af danskerne i en ny meningsmåling, som Vilstrup har foretaget for Politiken. Tilfredse med DF Et bredere samarbejde behøver dog ikke nødvendigvis at betyde et farvel til den tætte alliance med Dansk Folkeparti, hvor 44 procent af vælgerne er tilfredse med den politiske kobling. »Signalet er overraskende klart. Danskerne bryder sig ikke om den polarisering og blokpolitik, som har domineret dansk politik i lang tid - og som Fogh netop har støttet op om igen på baggrund af kritik fra for eksempel erhvervslivet«, siger professor Jørgen Elklit, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Skeptiske borgerlige vælgere Det er - ikke overraskende - vælgere til venstre for midten, som gerne ser øget samarbejde med S og R. Men også en tredjedel af dem, som støtter Venstre og de konservative, ønsker mere samarbejde på tværs. 30 procent af danskerne afviser helt regeringssamarbejdet med DF, og det er i hovedsagen vælgere fra oppositionen. Men også borgerlige vælgere er skeptiske - ikke mindst konservative. Accept af DF-samarbejde Venstres politiske ordfører Jens Rohde hæfter sig ved, at næsten halvdelen af danskerne nikker anerkendende til regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti. »Folk ved jo godt, at der ikke var noget skattestop uden det samarbejde«, siger han, der dog også anerkender ønsket om et bredere samarbejde. »Når vi skal aftale fremtidens velfærd, skal det ske med en bred politisk aftale. Det rører ved danskernes hverdag mange år fremover, og de skal have sikkerhed for, at de aftalte ændringer også holder«, siger han. For S er ønsket om mere samarbejde på tværs kærkomment: »Danskerne vil det samarbejdende folkestyre. De synes, det er deprimerende, at politikerne ikke samarbejder for at opnå de bedste løsninger«, siger politisk ordfører Lotte Bundsgaard. DF: Positivt håndslag Set med Dansk Folkepartis øjne er 44 procents opbakning til et tæt samarbejde med V og K et positivt håndslag: »Det er da et fornemt og fint resultat for os. Ønsket om et bredt samarbejde bliver tit fremhævet ved festlige lejligheder, og det er derfor det nemmeste at bede om. Når 44 procent gerne ser det tætte samarbejde mellem os og regeringen, tager jeg det som udtryk for, at de reelt kan se en forskel«, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Der er kun ringe opbakning til, at regeringen søger samarbejde alene sammen med enten S eller R. Et stort flertal ser SR som én politisk pakke. »Det viser jo, at folk faktisk tænker sig om og godt ved, at vi - trods gnidninger mellem de to partier - er i samme familie. Og at samarbejde mellem VK og R er helt ude i skoven«, siger den radikale leder Marianne Jelved.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her