Ud af unionens 27 medlemslande er den danske befolkning en af fællesskabets mest tilfredse.
Og derfor tror en stor del af os også på, at både økonomien og unionen kommer til at vokse sig både større og stærkere. Det viser en ny undersøgelse lavet af EU’s statistikkontor Eurobarometer. »Også det generelle billede er positivt«, sagde EU’s PR-kommissær Margot Wallström, da hun præsenterede rapporten. Opløftende tal For undersøgelsen tegner et billede af, at unionens borgere er mere tilfredse med unionen, end de længe har været. Faktisk er tallene de højeste i ti år. »Hvordan EU ordner de politiske sager afspejles i tallene«, mener Margot Wallström. »Og det er generelt meget opløftende«. EU-glade danskere Samlet set stoler 48 procent af europæerne på EU, mens kun 34 procent har tiltro til deres nationale regering. 61 procent af unionens borgere mener, at deres lands stemme har betydning i EU, mens kun 30 procent mener det samme, når det kommer til deres individuelle stemmeret.
Og 58 procent af europæerne støtter deres lands EU-medlemskab. I den sammenhæng ligger det danske tal på en syvendeplads med 69 procent, som synes medlemskabet er positivt.
Godt, bedre, bedst
Både når det kommer til forudsigelser om økonomien og livet om et år, er danskerne særligt positive.
Hele 97 procent af de adspurgte danskere vurderer, at den økonomiske situation er ’meget god’.
Og når det kommer til forventningerne til, hvordan livet vil være om 12 måneder, mener 33 procent af danskerne, at det bliver bedre. Kun svenskerne overgår os med 38 procents optimisme.
Nedadgående kurver
Men det er ikke på alle områder, at EU kan præsentere støt stigende tal.
For andre steder i unionen er forventningerne til, hvordan livet vil være om et år, faldet siden den undersøgelse, der blev lavet i foråret.
Dengang mente 37 procent af europæerne, at livet ville blive bedre. I dag er det tal faldet til 30 procent.
Også når det kommer til de økonomiske forudsigelser, er forventningerne faldet en smule. Fra 28 procent, der i foråret troede, at den ville blive endnu bedre, til de nuværende 24 procent.
Debat er vejen frem
Men de tal er ikke, hvad kommissionen har fokus på. Derimod handler det nu om, hvordan de kan få tilliden til unionsmaskinen til at stige endnu mere.
Metoden skal ifølge Margot Wallström være mere politisk synlighed.
»Vi må fokusere på kommunikation, så vi kommer til at fylde mere i de enkelte lande og skabe debat«, konstaterer hun.
30.000 europæere er i løbet af september, oktober og november blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen.
Se undersøgelsens tal her



























