Prisstigninger på boliger har toppet i København

Lyt til artiklen

Huspriserne fortsætter med at stige, men det ser ud til at himmelflugten i de dyre områder i København har toppet, mens provinsen nu fører an i prisstigningerne. En opgørelse fra ejendomsmæglerkæden EDC viser, at huspriserne i gennemsnit steg med seks procent i årets tre første måneder, hvor ejerlejlighederne steg 10 procent og fritidshusene ni procent. Provinsen trækker op Bag tallene gemmer sig en ny udvikling, hvor det i højere grad er provinsen som trækker op, mens priserne på en ejerbolig i København og Nordsjælland er stagneret. »Der er klare tegn på, at toppen for hvor meget man har råd til at betale for en bolig, er nået i hovedstadsområdet, hvor den gennemsnitlige villa nu koster mellem tre og fire millioner kroner og lejlighederne mellem to og tre millioner kroner. Huskøberne er nu begyndt at vende blikket mod billigere områder, og det smitter af på priserne i provinsen, hvor boligejerne kan se frem til fortsatte prisstigninger, og dermed indhente noget af efterslæbet«, siger kommunikationschef Jan Nordmann fra EDC, der sidder på 25 procent af markedet for ejerboliger i Danmark. Tendensen understreges af, at de største prisstigninger i årets første kvartal findes i Storstrøms og Sønderjyllands amter, hvor et hus i gennemsnit steg med 10 procent. Netop disse to amter er de billigste områder at købe hus i dag. Fortsat stor aktivitet Ser man på liggetiderne, der er udtryk for hvor mange dage en bolig har været til salg, var der stadig stor aktivitet på boligmarkedet i årets tre første måneder. I gennemsnit tog det 94 dage at sælge en villa eller et rækkehus i april 2006 mod 113 dage samme måned året før. Liggetiden for ejerlejligheder steg fra 84 til 90 dage, mens det i gennemsnit tog 132 dage at sælge et fritidshus mod 108 dage i april 2005. Ifølge Jan Nordmann solgte EDC fem procent flere boliger i de tre første måneder af 2006 end i første kvartal 2005.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her