Flere mænd vil have ligestilling

Et diskoteket, hvor entreen er billig for kvinder end for mænd, en arbejdsplads, der ikke tillader mænd at bære shorts og en swingerklub, der sætter begrænsninger på antallet af enlige mandlige deltagere. Det er eksempler på nogle af de ting, som danske mænd i 2005 mente, var så meget på kant med ligestillingsloven, at de klagede til Ligestillingsnævnet. Det oplyser nævnet i deres årsberetning for 2005. Flere mandlige klagere Ifølge statistikken modtog nævnet i 2005 for første gang i dets levetid flere klager fra mænd end fra kvinder. Hele 34 mænd fandt anledning til at klage over manglende ligestilling i 2005. Derimod modtog nævnet kun 32 klager fra kvinder. Ifølge nævnet kan forskellige priser for mænd og kvinder være forklaring på mændenes pludselige klagelyst. »En del af forklaringen skal findes i, at der har været en del sager om differentierede priser. Da det typisk er kvinder, der favoriseres i disse sager, er det typisk mænd, der klager«, skriver nævnet i årsberetningen. Teledating, diskotek og swingerklub Blandt mændenes klager over differentierede priser, bliver der blandt andet klaget over et diskotek, der tager mere i entre for mandlige gæster end for kvindelige gæster. Klageren fik medhold i sin klage. En anden klager mente, at en swingerklub overtrådte ligestillingsloven ved dels at forlange mere i entre fra mandlige deltagere end fra kvindelige, og dels ved at begrænse antallet af enlige mandlige deltagere. Nævnet kunne dog ikke behandle sagen, da swingerklubben ikke var en erhvervsmæssig virksomhed. Derimod gav nævnet en mandlig klager medhold i, at et teledatingselskab handlede i strid med ligestillingsloven. Selskabet opkrævede 2,50 kroner per minut for mandlige kunder, mens kvinder kunne anvende tjenesten gratis. Ingen shorts i arbejdstiden Der var dog ingen hjælp at hente for en mand, der klagede over, at mænd ikke måtte bære shorts i arbejdstiden hos Rigspolitiets Udlændingeafdeling. Manden mente, at kvinder og mænd ikke var ansat under samme arbejdsvilkår. Nævnet afviste klageren, da de vurderede, at påklædningskravet var en nødvendighed for at de ansatte kunne leve op til »den agtelse og tillid, som tjenesten kræver«.