Mænd tager kortere barselsorlov

Lyt til artiklen

Nybagte forældre bruger mindre tid sammen med deres nye afkom. Mens forældrene i 2003 tilsammen gik hjemme i 59,4 uger, fik den lille baby i 2004 i gennemsnit en uge og to dages mindre forældrepasning. Både mødre og fædre tager mindre orlov, men det er fædrene der har skåret den relativt største bid af deres i forvejen stærkt begrænsede barselsorlov. De tog i 2004 en dags kortere orlov, end året før. Fra tre uger og fire dage til tre uger og tre dage. Fik ikke den ønskede virkning Den fleksible barselsorlov, der blev indført i marts 2002, skulle egentlig give bedre vilkår for at fordele orloven mellem far og mor og dermed få flere mænd på barsel. Men ordningen har ikke haft den ønskede virkning, erkender familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K). »Det er rigtig bekymrende, og vi skal selvfølgelig forsøge at finde ud af, hvorfor der er dette fald«, siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed. At den fleksible barselsorlov ikke har gjort mænd til storforbrugere af barselsorlov, overrasker ikke Kenneth Reiniche, lektor ved Roskilde Universitetscenter og mandeforsker. »Mænd opfatter slet ikke den fleksible barselsorlov som en personlig rettighed, og derfor benytter de sig ikke af den«, siger han. 3-3-3-model Han ser gerne, at Danmark lader sig inspirere af den islandske 3-3-3-model, hvor der er tre måneder øremærket til begge forældre og tre måneder til fri fordeling. »Langt de fleste islandske fædre benytter sig af de tre måneders barsel, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle fungere anderledes med de danske mænd«. Kenneth Reiniche pointerer, at de kedelige tal for den danske orlovsvilje ikke står til at ændre med positive signaler alene. »Det er fint nok med økonomisk kompensation og goodwill, men der skal en øremærkning til, før mænd tænker: 'Jeg må jo være idiot, hvis jeg ikke tager den barselsorlov'«. Radikale oprørte Ligestillingsordfører for Det Radikale Venstre, Lone Dybkjær er i hvert fald meget oprørt over det faldende antal afholdte barselsuger. »Særligt fædrenes nedgang er meget kedelig - ikke mindst, når det modsatte var meningen«, siger hun. Både Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne har flere gange luftet idéen om øremærkning af orlov til mænd, men har ikke kunnet finde flertal for forslaget. Indgriben i frit valg Heller ikke hos familie- og forbrugerministeren. »Det ville være en indgriben i familiernes frie valg, og det er jeg helt principielt imod«, siger Lars Barfoed. »Det vil være i strid med børnenes tarv, for de risikerer jo at miste tid sammen med deres forældre, hvis ikke fædrene udnytter en øremærket barselsorlov«. Ministeren vil ikke udtale sig om konkrete tiltag, der skal få flere fædre til at benytte sig af barselsorloven, men vil i første omgang rette blikket mod arbejdspladserne og undersøge, om incitamenterne for at holde barsel er tilstrækkelige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her