Straffesagen om ulovlig sponsorstøtte i Farum slutter, som den begyndte: Med en udsættelse. Retten skulle have optaget sagen til dom fredag. Men da anklageren i sin afsluttende replik fremlagde nye beregninger, forlangte forsvarerne tid til at forberede deres svar. Og så blev sagen udsat til på onsdag. Vil have det allersidste ord Som hovedtiltalt i sagen havde Peter Brixtofte, eksborgmester i Farum, ellers siddet hele dagen og ventet på, at han ligesom de fem øvrige tiltalte skulle få ordet, inden domsmandsretten trækker sig tilbage for at afgøre sagen. Men han takkede nej, da retsformanden Peter Garde tilbød ham at komme til orde. Han foretrak at vente, så han vitterligt får det sidste ord. Det er mere end 15 måneder siden, at den såkaldte sponsorsag efter flere udsættelser kom i gang. Dommen ventes afsagt sidst i juni. Nye beregninger på bordet Anklagen går ud på, at Farum Kommune betalte overpriser for pensionistrejser og en byggeopgave, mod at rejsebureauet Alletiders Rejser og byggefirmaet Skanska sendte overprisen videre til boldklubben som sponsorpenge. Forsvarerne afviser, at der blev betalt merpris for rejserne. Men i sidste øjeblik fremlagde anklageren Flemming Denker yderligere beregninger for at bevise, at priserne blev forhøjet med 500 kroner. »Jeg sad i aftes og regnede på det. Jeg mener at have fundet frem til, hvordan det hænger sammen«, sagde anklageren. I mandags havde advokat Preben Kønig, der er forsvarer for rejsebureauets tidligere direktør fremlagt regnestykker, som viste, at priserne ikke blev forhøjet. Efter anklagerens nye udregninger krævede han sagen udsat. Forinden havde forsvarerne for Leif Frimand - der var Brixtoftes nærmeste embedsmand i Farum - i deres procedure afvist, at der er det fjerneste grundlag for at dømme ham. Forsvarer Jan Kornerup Jensen betegnede Frimand som et offer for andre, der flygter fra ansvaret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























