Københavns Politi: Ingen CIA-fly i dansk luftrum

Lyt til artiklen

Det kan ikke bevises, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA har misbrugt dansk luftrum i forbindelse med tjenestens påståede fangeflyvninger, fastslår Københavns Politi. Politiadvokat Michael Jørgensen siger samtidig, at selv om politiet skulle have fundet beviser for, at CIA har forbrudt sig mod internationale konventioner, ville det ikke være en sag for Københavns Politi. En sag for ministeriet For politiet har ikke kompetence til at håndhæve og retsforfølge eventuelle brud på internationale konventioner. Det ville i givet fald være en sag for Udenrigsministeriet, oplyser Michael Jørgensen. Sagen er rejst af Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen, og han undrer sig over alt det, politiet ikke har undersøgt i forbindelse med sagens oprulning. Aaen klager til statsadvokaten Manglerne er så alvorlige, at han har tænkt sig at klage over afgørelsen til Statsadvokaten for København. Han undrer sig bl.a. over, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) gentagne gange i Folketinget har henvist til, at de påståede CIA-flyvninger er en sag for transportminister Flemming Hansen (K) og/eller netop politiet. »Københavns Politi har ikke undersøgt selskabernes forhold, herunder om det er statslige selskaber, der dermed har overtrådt dansk ret ved at udnytte reglerne vedrørende civile fly«, siger Frank Aaen til Ritzau. Hvorfor ingen kontakt til andre lande? Og han synes, det er mærkeligt, at Københavns Politi har undladt at kontakte de lande, hvor de mistænkte flyene er kommet fra eller fløjet til. Aaens oprindelige politianmeldelse rettede sig mod en række specifikke fly, som siden 2001 har overfløjet dansk luftrum samt i et enkelt tilfælde er landet i København. Politiet: Ikke tilstrækkeligt Svaret fra politiadvokat Michael Jørgensen er, at der ikke er »konkrete oplysninger, eller formodninger om, at der under de anførte overflyvninger over dansk territorium har befundet sig personer, der har været udsat for en forbrydelse, der er strafbar efter dansk ret«. »Den omstændighed, at det anførte fly muligvis ved andre lejligheder skulle have transporteret personer mellem to lande, er ikke tilstrækkeligt til at indlede retsforfølgning af personer eller selskaber«, hedder det i brevet. Ifølge Michael Jørgensen er der ikke oplysninger om, at der har været passagerer om bord på flyene, som er landet på dansk territorium. Luftfartsvæsen uden passagerlister I et tilfælde i marts 2005, hvor et fly fra Istanbul mellemlandede i København på vej mod Keflavik på Island, er det blevet oplyst, at der alene befandt sig to besætningsmedlemmer om bord. For så vidt angår de øvrige flyafgange har det ikke været muligt for Københavns Politi at indhente oplysninger om, hvorvidt flyene har medbragt passagerer. Selskaberne og Statens Luftfartsvæsen har overfor politiet erklæret, at de ikke længere er i besiddelse af disse oplysninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her