Danske læger går nu direkte til medicinalindustrien for at blive smurt med kontante pengebeløb til gode middage og selskabelighed. »Vi kan konstatere at der navnlig blandt lægerne er mange, der er ude med tiggerhuen i hånden«, siger Kaspar Linkis, dommer i Vestre Landsret, og formand for medicinalindustriens etiske nævn - NMI. Superligaens læger fik middagen betalt Han har en række eksempler på læger, der beder om penge, så der kan komme mere pomp og pragt over deres møder. For eksempel hospitalsafdelingen, der bad om et medicinalfirma betale forplejning, mad og drikke til deres årsmøde. Eller Superligaens 14 læger, der bad Merck Sharpe & Dome om 25.000 kr. til et selskabeligt arrangement på et Københavnsk hotel - og fik dem. Tidligere var det medicinalindustriens virksomheder smurte læger, apotekere og andre kundegrupper med dyre middage og eksotiske udlandsrejser. Bødestraf Men frygten for påtaler, bøder og dårlig omtale, har stort set stoppet industriens ulovlige gaveregn. »Vi er sat på jorden til at holde øje med medicinalindustrien. Vi er ikke interesserede i at starte en krig mod lægerne, men vi kan jo se som led i vores virksomhed, at der altså også er andre syndere på området - og det er navnlig læger, der går over stregen. Vi mener, at der er behov for at få strammet op, så alle medicinalpersoner - herunder læger og sygeplejersker - ved hvad man må og hvad man ikke må«, siger Kaspar Linkis. Det er forbudt for firmaer i medicinalindustrien at give økonomisk støtte til andet end rent lægefaglige arrangementer. Firmaer der overtræder de etiske samarbejdsregler bliver straffet med bøder. Sidste år delte NMI bøder ud for godt 1,4 mio. kroner. Således måtte det amerikanske medicinalfirma Merck Sharpe & Dome betale en bøde på 15.000 kroner, for donationen på 25.000 kroner til foreningen af læger i superligaens fodboldklubber. Efterlyser etisk nævn Men selv om lægerne også overtrådte de etiske regler slap de med en påtale. For lægernes etiske nævn tror ikke på bøder som sanktionsmulighed. »Vi har forstået budskabet fra NMI, men vi vil gerne have en bedre dokumentation for deres vurderinger, så det vil vi nu bede dem om at give os. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at de etiske regler skal overholdes også af vore medlemmer«, siger Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen. Han foreslår nu et nyt etisk nævn, der både omfatter læger og medicinalfirmaer, og som bedømmer og straffer overtrædelser af de etiske færdselsregler på samme grundlag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























