Justitsminister Lene Espersen (K) vil slå hårdt ned på ulovlige knive i nattelivet. Især lægger ministeren op til, at straffen skal skærpes. »Det skal ikke længere kun give en bøde, men fængsel første gang man bliver taget med ulovlige knive. Det vil have en forebyggende effekt«, siger justitsminister Lene Espersen (K) efter et møde med samtlige af Folketingets partier. Beføjelser skal bruges mere Derudover opfordrer ministeren politiet til at bruge de beføjelser, de allerede har. Det gælder for eksempel visitationszoner, hvor politiet har udvidede muligheder for at visitere folk. »Der skal være mere kontrol, således at de, som har ulovlige knive med, føler, at politiet er efter dem«, siger ministeren. Knivforbud overvejes Selv lægger hun ikke op til et mere omfattende knivforbud, men flere af folketingets partier har efterspurgt det, og derfor afviser hun det ikke blankt. »Vi har totalforbud i Danmark, så diskussionen har været om for eksempel schweizerknive skal gøres ulovlige om natten«, siger justitsministeren, som understreger, at ingen ønsker et knivforbud, som rammer for eksempel spejderen eller jægeren. Befolkningen ønsker tryghed I debatten om ulovlige knive har politiet i flere medier givet udtryk for, at antallet af knivoverfald ikke er steget, og at der derfor ikke er brug for øgede beføjelser til ordensmagten. Men det preller af på justitsministeren. »Vi ser jo, at der er et konstant niveau af knivoverfald i Danmark, selv om vi har skærpet lovgivningen og indført visitationszoner. Derfor må vi spørge os selv, om der er noget vi kan gøre«, siger Lene Espersen, som desuden tror, at der i befolkningen er et ønske om, at der bliver skabt tryghed i nattelivet. Kritik fra DF Justitsministeren skal mødes med Folketingets partier til videre drøftelser i næste uge, men allerede nu, mener Dansk Folkeparti, at ministerens udspil er for vagt. »Udspillet er ikke tilstrækkeligt til at skabe tryghed, og det er ikke i nærheden af et egentligt forbud imod knive og genstande, som kan bruges til legemsbeskadigelse i nattelivet«, siger retsordfører Kristian Thulesen Dahl. Han forestiller sig et forbud i nattelivet, der omfatter alle genstande, som kan bruges til at skade et andet menneske, og at den, som gribes med noget, der kan bruges som våben, selv skal påvise, at der er et fredeligt formål med det. For eksempel påvise, at man er på vej på fisketur. S vil prøve Og også socialdemokraterne vil gå videre end regeringen. Retsordfører Karen Hækkerup ønsker en samlet pakke og ser gerne et forbud mod alle knive. »Vi vil gerne se, om man kan få endnu flere knive ud af nattelivet, og så er der spørgsmålet om det virker eller ikke virker. Det er socialdemokraternes holdning, at vi skal prøve«, siger Karen Hækkerup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























