Hus Forbi er det tredjestørste blad

George W. Bush er ikke afvisende over for en amerikansk tilstedeværelse i Irak i de næste ti år.
George W. Bush er ikke afvisende over for en amerikansk tilstedeværelse i Irak i de næste ti år.
Lyt til artiklen

Kun Bo Bedre og Illustreret Videnskab kommer ud i større oplag end de hjemløses avis, Hus Forbi. Og Hus Forbi er med sine 63.000 eksemplarer i juni måned næsten på niveau med det næststørste magasin, Illustreret Videnskab (65.000). »Vi skal stå sammen« Politiken var med til det månedlige sælgermøde, hvor det er strammerne, der har overtaget. »Det er os, der ror den her båd! Det kan sgu godt være, det kun er en promille, der er til stede her på mødet, men så bliver det den ene promille, der beslutter reglerne«, siger en sælger. »Vi skal stå sammen«, proklamerer en anden, og folk råber deres enighed. Et helt (u)almindeligt møde Der er atten sælgere, heriblandt tre kvinder, bænket omkring det ovale bord i Kofoeds Kælder, en spytklat fra et af Hus Forbi-sælgernes yndlings- hangouts, Kultorvet på Købmagergade. Det ligner ethvert andet møde, sandwicher, kaffe, mødedisciplin med hænderne i vejret, de samme kendte mødedeltagertyper: de konstruktive, de selvpromoverende, dem, der hele tiden afsporer med ligegyldigheder, dem, der ikke tør tage ordet, dem, der tager det for meget. Forskellen er, at alle deltagerne er hjemløse, og en hel del er småstive. Peptalk Det hotte diskussionspunkt i dag er, at der er sælgere, der bryder reglerne og gør det surt for de andre. De sælger i togene, selv om de udmærket godt ved, at de ikke må. De sælger aviser uden at være autoriseret med navneskilt og nummer. Og så er der Hus Forbi-sælgere, der videresælger stakke af blade uden om systemet til folk, der har fået karantæne og ikke må sælge. Strammerne mener, at man skal droppe de to advarsler og i stedet lave et nul tolerance-system: En fejl, og så ryger man i karantæne. »Første gang, bang færdig«, siger en. »Konsekvens!«, bemærker en anden. Hvis der er nogen, der er uenige, siger de ikke noget. En af dem, der taler lidt for meget, holder en peptalk og slutter: »Hvis lortet går ned, så bliver vi ikke bare fyret, vi fyrer os selv. Hvis vi slås ude på Kultorvet og smider flasker efter hinanden, så fyrer vi os selv«, siger han. God karma Men »lortet går ikke ned«, hvis man ser på salgstallene. Hus Forbi solgte 34.000 eksemplarer i januar, på niveau med I Form. Det steg til 45.000 i april, på niveau med Vi Unge. I maj måtte der produceres ekstratryk ud over de 50.000, og i juni bliver der nu trykt 63.000 eksemplarer. Hus Forbi har 240 sælgere, der har en indtægt på i gennemsnit 2.000 kroner om måneden ud over kontanthjælpen. De køber selv aviserne for 12 kroner stykket, sælger til 20 kroner og scorer differencen. Det er rare penge, men jobbet giver også selvrespekt. »Det er folk, der er vant til, at deres mening er ligegyldig. Det er folk, der er vant til at blive mødt med krav, de ikke kan honorere«, siger redaktøren af Hus Forbi, Thomas Hye-Knudsen. »Og her sidder de og diskuterer, hvad der er god karma og god kundeservice. Det er sgu da fantastisk«. Bladet holder sælgerne fra kriminalitet En af sælgerne hedder Karsten Fatum og har det store kørekort. Men man må ikke føre lastbil på de ti metadontabletter, han får om dagen. »Hus Forbi er ligesom sikkerhedsnettet hele tiden«, siger han. Da han startede på avisen for otte år siden, var han tyv (»jeg stjal slik i kassevis og solgte det til små købmænd«), narkohandler (»50 pakker á 100 kroner solgt inden middag«) og heroinjunkie, der til sidst »måtte skifte til rygeheroin, fordi jeg ikke kunne ramme årerne«. Nu er alt bedre: »Hus Forbi har betydet, at jeg ikke mere er kriminel. Hvis jeg ikke havde haft jobbet med at sælge Hus Forbi, var jeg sgu nok død nu. Af en overdosis. Man er sammen med narkomaner hele tiden, og de ser ret negativt på tilværelsen«. Venlighed frem for alt Karsten Fatums sælgerrefræn på vej ned ad Købmagergade er: »Har du lyst til at støtte de hjemløse?«, efterfulgt af »Fortsat god dag«, når folk siger nej eller bare haster videre. Leveret professionelt venligt. »Venlighed frem for alt. Kommer der en og sparker dig i røven, så siger du »Tak, fordi du bemærkede mig««, griner han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her