Haarder siger nej til gruppeeksamen

Eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, fastholder undervisningsminsiter Bertel Haarder (V).
Eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, fastholder undervisningsminsiter Bertel Haarder (V).
Lyt til artiklen

Overraskelse og skuffelse. Det er reaktionen hos de skoler, som har søgt om lov til at gennemføre 9. og 10. klasses afgangseksamen som gruppeprøver. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) giver nemlig over en bred kam afslag til alle de udannelsessteder, som har ansøgt. Det fremgår af et svar fra Haarder til uddannelsesordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. »Jeg er meget overrasket over, at vi får afslag. Både jeg og lærerne regnede med, at det var sådan, eleverne skulle til eksamen til sommer«, siger skoleinspektør Jørgen Erik Christensen fra på Asgård Skole i Køge, som er en af ansøgerne. »Jeg er skuffet, og lærerne bliver oprørte over det, for det er sådan, de underviser til daglig. Og prøvesituationen må meget gerne afspejle den daglige undervisning,« siger han. Minister vil vide hvad den enkelte kan Omkring 15 uddannelsessteder fordelt over hele landet har søgt om dispensation fra den generelle regel om individuel eksamen, som blev indført under stor debat for et par år siden. Skolerne fremhæver faglige og tidsmæssige fordele ved gruppeprøver og er glade for et bredere bedømmelsesgrundlag af eleverne. Men Bertel Haarder skriver i sit svar, at: »Det er regeringens holdning, at eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, således at det fremstår tydeligt, hvad den enkelte reelt kan, og således, at den enkelte elev altid får en individuel bedømmelse og en individuel karakter for præstationen ved prøven«. Ensretning og kontrol Den holdning forstår Jørgen Erik Christensen ikke. »Vi har gode erfaringer med gruppeprøver og synes godt, at vi kan differentiere. Der kommer en helt anden dialog med børnene, og det er dialog og samarbejde, som samfundet sukker efter, når eleverne skal ud og have job«, siger skoleinspektøren. Han kalder det »et udtryk for ensretning og kontrolsystem«, når der ikke er plads til forskellige eksamensformer: »Folkeskolen har altid været et sted, hvor udviklingen sker nedefra. Nu sker udviklingen i virkeligheden ovenfra ned over skolerne. Og det tror jeg ikke på. Det er fuldstændig modsat, hvad man gør i det private erhvervsliv«. Jørgen Erik Christensen vil nu læse på svaret fra ministeren og overveje, om han kan stille noget op, men tror ikke meget på det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her