Mange dør i fodgængerfelter

Det er ikke nok at holde øje med den grønne og den røde mand, når man skal over vejen.
Det er ikke nok at holde øje med den grønne og den røde mand, når man skal over vejen.
Lyt til artiklen

Hun kigger til højre. Hun kigger til venstre. Så træder hun ud i fodgængerfeltet.

Men den 81-årige kvinde når aldrig at krydse vejen. En 18-årig bilist overser hende, muligvis fordi han bliver blændet af en modkørende bilist. Hun ryger op over bilen og lander nogle meter bag den på asfalten. I ambulancen på vej til hospitalet dør hun.

12 dræbt i 2006
Den 81-årige kvinde, der mandag mistede livet i en fodgængerovergang i Hillerød er langt fra den eneste, der har endt sine dage i et gåfelt.

Tal fra Vejdirektoraktet viser, at 12 fodgængere i 2006 blev dræbt, da de krydsede et fodgængerfelt. 145 mennesker kom til skade på samme måde.

Og tallene fra 2006 er ikke enestående. Siden år 2000 er 54 fodgængere blevet dræbt, da de var i færd med at krydse vejen.

Fodgængerne er for godtroende
Det kan skyldes, at fodgængerne generelt har for meget tillid til lyssignaler og bilister, mener vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen.

»Mange gange tror jeg, at fodgængerne kigger på lyssignalerne og stoler blindt på, at de kan gå over, når der er grønt lys«, siger Bruno Witting-Hansen.

Han fastslår, at bilisterne også skal huske at holde tilbage, når de ser en fodgænger. Ellers kvitterer politiet med en bøde.

Øjenkontakt

Det er livsnødvendigt at være opmærksom, hver gang man er ved at krydse vejen, mener Bruno Witting-Hansen.

»Selv om man teoretisk set har lov til at gå over for grønt lys, skal man altid orientere sig, før man går over. Ikke bare fordi man kan risikere at blive ramt af et køretøj, men også fordi der kunne komme et udrykningskøretøj, der skal hurtigt frem og forventer, at man bliver stående stille, til det er kørt forbi«.

Derudover er øjenkontakt vigtig.

»Når det er dagslys er det vigtigste faktisk, at man har øjenkontakt med bilisten, så man er sikker på, at han har set en, inden man går over. Den mulighed har man så ikke, når det er mørkt. Der skal man kigge på køretøjets adfærd«, siger Bruno Witting-Hansen.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her