Det er ikke godt nok. Det er oppositionens reaktion på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag har sagt, at regeringen vil sætte en undersøgelse af CIA’s hemmelige fangeflyvninger i gang. Udmeldingen fra statsministeren kommer, efter en DR-dokumentar har indikeret, at USA har brugt en grønlandsk lufthavn i forbindelse med fangeflyvningerne. Holger K: For ukritisk Regeringens undersøgelse er altså ikke nok for oppositionen. »Vi har stadig brug for en uvildig undersøgelse, men det er positivt, at regeringen har skiftet attitude. Nu anerkender man, at der er et problem, og det er et fremskridt«, siger SF’s udenrigsordfører Holger K. Nielsen. Regeringens undersøgelse skal foretages af en arbejdsgruppe nedsat af tre ministerier, og Holger K. Nielsen frygter, at de ikke kan komme til bunds i sagen. »Jeg er nervøs for, at man kører en kritik, hvor det ikke rigtigt bliver til noget. At man ikke spørger kritisk nok til amerikanerne. Som man råber i skoven, får man svar«, siger Holger K. Nielsen. Lykketoft undrer sig Samme bekymring har Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft. »Jeg håber, at et flertal i Folketinget meget præcist vil sige til regeringen, hvad det er for spørgsmål, der skal besvares«, siger Mogens Lykketoft, som forklarer, at oppositionen vil forsøge at pålægge regeringen det ved en hasteforespørgsel formodentlig i næste uge. Han siger, at det, en dansk undersøgelse kan afdække, er, om der var danske regerings- eller myndighedspersoner, som havde kendskab til CIA’s flyvninger. Og han siger, at med hans erfaring som udenrigsminister, har han svært ved at forstå, hvis ingen vidste noget. Positivt holdningsskifte Regeringen har tidligere afvist at undersøge fangetransporterne, og holdningsskiftet hilses velkomment hos Enhedslisten. Partiets udenrigsordfører Frank Aaen mener, at det må have konsekvenser. Når regeringen nu anerkender, at der er noget, som skal undersøgelse, så må regeringen også tage næste skridt, mener han. »Hvis der er mistanke om, at der foregår noget ulovligt i forbindelse med fangetransporter, så kan man ikke tillade, at de flyver igennem dansk område eller lander på en dansk lufthavn, så er man nødt til at gribe ind, det gør politiet i alle andre sager, hvor der er mistanke om, at der foregår noget ulovligt, og her er der tale om noget så alvorligt som tortur«, siger Frank Aaen. Bakker regeringen op Både Ny Alliance og Dansk Folkeparti støtter regeringens ministerielle undersøgelse. »Vi er tilfredse med, at regeringen kigger på alle de ting, som er blevet fremhævet i dokumentaren, og hvis der er så er noget, vil man tale med amerikanerne«, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, der ikke mener, at undersøgelsen er tegn på mistillid til amerikanerne. Han afviser i øvrigt, at regeringen har ændret holdning i sagen. »Jeg synes altid, regeringen har taget de ting alvorligt, og der er ingen anklager i forhold til den danske regering eller de danske myndigheders gøren og laden«, siger Søren Espersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























