En mand fra Ølstykke opdagede i dag, at der var blinde passagerer med, da han sidste forår købte sin drøm af en bil, en Dodge Charger. For drømmen, der var importeret direkte fra Arizona, USA, husede nemlig også et mareridt i form af et helt kuld af den giftige edderkop 'den sorte enke', oplyser politiet i Helsingør. »Han havde i flere dage set et mylder af små edderkopper i sin garage, som han aldrig havde set før. Og da han fangede en af dem i et glas, viste det sig, at der var tale om 'den sorte enke'«, fortæller vagthavende hos politiet i Helsingør.
Skal gasses ihjel
Krybene skal nu gasses ud af den 31-åriges garage. »Det var en ganske ubehagelig oplevelse. Og det mest skræmmende er, at min datters værelse ligger mindre end to meter væk fra garagen«, siger den 31-årige til Ritzau. »Lige nu vil min kone overhovedet ikke bo her mere, men jeg er sikker på, at gassen nok skal tage sig af vores gæster«, siger han. »Jeg har da hørt historier om, at importerede biler kan indeholde den slags overraskelser, men jeg troede, at det bare var skrøner«, fortæller Hans Echardt. Det eneste indfangede eksemplar af 'enken' overlevede ikke mødet med den 31-årige bilejer.



























