Fodfejl udsatte sag om udvisning af læge

Lyt til artiklen

En teknisk fodfejl fra Statsadvokaturen i Viborg betød, at Vestre Landsret i Viborg mandag valgte at udsætte sagen mod en hviderussiske læge, der risikerer at blive smidt ud af Danmark. Statsadvokaturen har ansvaret for at indkalde vidner og tolk, men havde fået fat i en tolk fra Litauen, der er godkendt til at tolke på russisk, men ikke hviderussisk. Forskellen på de to sprog er som forskellen på islandsk og dansk, og den 29-årige læge, Natalia Dzivachencka, afviste at lade sig afhøre på andet end sit modersmål. Da der findes en godkendt hviderussisk tolk i Danmark, valgte landsretten herefter at udsætte sagen. Kan fejre jul med sin danske kæreste Det betyder, at Natalia Dzivachencka kan fejre jul i hjemmet på Thyholm med sin danske kæreste, Thomas Jeppesen, og deres fælles barn, den seks måneder gamle dreng, der er opkaldt efter parrets støtte, det socialdemokratiske folketingsmedlem Jens Christian Lund. Natalia Dzivachencka kom til Danmark på et turistvisum sidste år for at besøge sin danske kæreste. De fandt ud af, at de gerne ville have et liv sammen i Danmark, og hun søgte om arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Hun fik afslag, da hun skulle have søgt om denne tilladelse fra Hviderusland, hvilket af praktiske og politiske årsager ikke kan lade sig gøre. Tilbudt job på hospital trods afslag på arbejds- og opholdstilladelse Trods afslaget blev hun tilbudt job på Regionshospitalet i Holstebro, og her blev hun i februar i år ansat som laborant. Men Natalia Dzivachencka nåede kun at være i arbejde i knap 14 dage, før hun blev anholdt og dømt for brud på reglerne om ophold i Danmark. I februar blev hun idømt en bøde på 500 kroner, og trods et stærkt politisk pres fra blandt andre Jens Christian Lund fastholder Udlændingeservice, at hun skal udvises af Danmark. Anken til Vestre Landsret har dog fået opsættende virkning på udvisningen, så udsættelsen mandag kan sagtens medføre, at sagen når at fejre et års jubilæum.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her