Hvis nogle af de 800 lejere i boligområdet Skådeparken i Højbjerg ved Århus har tænkt sig at anskaffe sig en kamphund, så må de flytte.
Et stort flertal af beboerne i boligforeningen har nemlig stemt ja til et forbud mod de bidske dyr, skriver Århus Stiftstidende. Forbuddet gælder dog ikke med tilbagevirkende kraft. Så hundeejere, som i dag har kamphunde, må beholde dem, til de dør. Ingen bidske gæster tilladt Også naboforeningen, Bushøjen, har sådan et forbud. Og her gælder forbuddet også for gæster, som må lade deres kamphunde blive hjemme, hvis de vil på besøg. I Højbjerg er der også forbud for lejerne mod at holde kamphunde i boligafdelingerne Nøddeskrænten og Roukær Allé.



























