Vandkanoner vil være en uønsket klods om benet for politiet. Chefkriminalinspektør Per Larsen siger pænt nej tak til Dansk Folkepartis forslag om, at politiet skal have mulighed for at bruge vandkanoner ved uroligheder som på Nørrebro i nat. »Vi vil ikke totalt afvise vandkanoner, men som situationen er lige nu, har vi ikke brug for dem«, siger Per Larsen. Klods om benet Per Larsen fortæller, at politiet arbejder ud fra et såkaldt mobiltaktisk indsatskoncept, de gange der har været uroligheder på Nørrebro, og i den situation vil en vandkanon være mere til gene end til gavn. »Vores modstandere er hurtige på fødderne, både når det gælder indvandrergrupperne og de autonome, så der arbejder vi ud fra at nedkæmpe dem ved at have nogle meget mobile køretøjer, der kan komme ned i de små gader med ekspresfart. Og der kan en vandkanon ikke gøre meget gavn - det vil faktisk være lidt af en klods om benet, hvis vi også skal til at beskytte den og de folk, der betjener den«, siger chefkriminalinspektøren. Per Larsen mener, at den model hidtil har stået sin prøve. Politiet slukker selv I Dansk Folkepartis forslag om at indføre vandkanoner, der er fremsat af retsordfører Peter Skaarup, lægger de op til, at vandkanonerne både skal bruges til at drive menneskemængder væk og til at slukke brande med, når brandvæsenet ikke kan komme frem. Men politiet har allerede det brandslukningsudstyr, der er behov for, fortæller Per Larsen. »Under Ungdomshus-urolighederne udviklede vi et brandslukningskoncept, der gør, at når det hele koger, kan vi selv slukke branden med brandslukningsudstyr, hvis vi ikke kan få brandvæsenet frem«. Per Larsen ser udelukkende vandkanoner som et redskab til at flytte menneskemængder, som man for eksempel så det under G8-topmødet i juni 2007 i Rostock og ikke til »reel brandslukning«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























