Danmarkshistoriens kendteste bladtegner, Kurt Westergaard, ligner ikke umiddelbart en mand, som potentielle attentatfolk helst ser sprængt i stumper og stykker. Den tidligere tysklærer og skoleinspektør fra Thy runder snart de 73 og har de sidste par år levet som en jaget mand, på flugt fra terrorister og islamister og med Politiets Efterretningstjeneste (PET) som sin evige følgesvend. Da politiet i november kom på sporet af de potentielle gerningsmænd, der havde konkrete mordplaner mod Kurt Westergaard, indledte han endnu en odyssé rundt på forskellige lokaliteter, hvor han kunne leve inkognito med hustruen og mødes med medlemmer af sin store, multikulturelle familie. »PET har reddet mit liv«, pointerer han og forklarer dermed i ultrakort form de betingelser, der definerer hans og familiens tilværelse. Har et sted nede i Europa PET ved altid, hvor han opholder sig, men det er et liv på den evige flygtnings betingelser. Vi kan kun gisne om, hvor mange sommerhuse i Jylland Kurt Westergaard har adgang til. »Foruden en lejlighed, jeg har et sted nede i Europa«, forklarer han, da vi sætter os ved det runde mødebord på chefredaktør Carsten Justes kontor i bladhuset i Viby ved Århus. »Jeg slipper aldrig ud af det her«, konstaterer bladtegneren nøgternt, efter at han med sin chefredaktør har diskuteret fordele og ulemper ved at tage imod et tilbud om at stille op til debatprogram i tv om et par dage. Diskuterer længe med sin hustru Kurt Westergaard træffer ingen afgørende beslutninger i sit liv uden at have konsulteret sin faste kontaktmand i PET og uden først at have diskuteret grundigt, ofte i mange timer og flere døgn, med sin hustru. »Tænk på din personlige sikkerhed«, råder Carsten Juste.
Hvortil Kurt Westergaard svarer: »Et interview i tv kan komme til at virke enten præventivt eller inspirerende i de miljøer, som vil mig til livs. Det må jeg lige tænke over«. En byrde på tegnerens skuldre Carsten Juste har for længst erkendt, at hvis en terrorist vil have ram på Jyllands-Posten som en hævnakt for Muhammedtegningerne, behøver de ikke at bombe bladhuset i Viby.
