Et skænderi i omklædningsrummet til et fitnesscenter udviklede sig dramatisk onsdag aften.
Det endte med, at en 38-årig mand blev snittet på halsen, på brystkassen og i hånden med en hobbykniv, oplyser politikommissær Jesper Bøjgaard, Østjyllands Politi. Skaderne på hals og bryst var kun overfladiske, mens den ene finger skal opereres torsdag. Politiet anholdt en 42-årig mand cirka en halv time efter episoden i træningscentret Equinox på Lykkesholms Alle i Viby J. Manden menes at være gerningsmanden, og han blev pågrebet på sin bopæl i Århus V.




























