Fyns Politi jagter en mand, som menes at have stået bag seks mindre brande i aftes, oplyser vagthavende ved Fyns Politi til Ritzau. De seks brande blev antændt rundt omkring i Odense i løbet af en time fra klokken 22.58 til klokken 23.58, og politiet er overbevist om, at der er tale om den samme gerningsmand. »Gerningsstederne ligger nærmest på en rute«, siger den vagthavende.
Papir og affald antændt
I alle tilfælde var det mindre bunker af papir og affald eller affaldscontainere, der blev antændt, men der var på intet tidspunkt fare for hverken personer eller bygninger, oplyser den vagthavende. Politiet har kun et sparsomt signalement af gerningsmanden.



























