Bagsiden har begået et scoop. Som det første medie i Danmark kan vi afsløre, at Se og Hør har planer om at bringe en historie om prins Joachims kæreste Marie Cavalliers fortid som stripper i USA. Historien vil også indeholde detaljer om hendes kortvarige forhold til den amerikanske rapper Snoop Dogg.
Bagsiden bygger sine oplysninger på den kendsgerning, at det er os, der har givet Se og Hør historien.
At den intet har på sig, er så en anden sag. Efterlysning i telefonboks
Baggrunden er følgende: En af vore utallige kvikke læsere, Jesper Gori, var for nylig en tur i New York. I Greenwich Village passerede han en offentlig telefonboks.
Inde i boksen befandt der sig en efterlysning, som fangede hans opmærksomhed. Overalt på caféer og i offentlige bygninger i USA finder man efterlysninger af forsvundne kærester, børn, forældre, men denne var usædvanlig, for den indeholdt to billeder af Marie Cavallier. Som hun så ud i 1993, og som hun ser ud i dag.



























