Stort set enhver bevægelse, som medlemmer af en større narkoring foretog sig igennem flere måneder fra efteråret 2005, blev omhyggeligt registreret af politiet.
Det afslører anklageskriftet mod de tre Hells Angels-rockere, der i morgen står tiltalt i Odense for handel med omkring 20 kilo hårde stoffer. Ifølge politiet var rockerne med til at styre omfattende narkokriminalitet, der havde sit udspring i Århus og Odense. Narkobandens medlemmer blev skygget og deres telefoner aflyttet, før politiet skred til anholdelser og fik varetægtsfængslet flere hen over sommeren sidste år.



























