Klimaforkæmperen og USA's tidligere vicepræsident Al Gore regner med, at verdens lande bliver enige om en ny aftale til yderligere reducering af CO2-udslippet ved den store klimakonference, som afholdes i Danmark om halvandet år.
»Jeg venter også, at USA snart tilslutter sig Kyoto-aftalen. Ligegyldig hvilken af de tre kandidater - Hillary, Obama eller McCain, som får præsidentposten efter valget, så vil de binde USA til at formindske sit udslip af giftgasser«, sagde Al Gore, da han sent mandag eftermiddag var hovedtaler ved en to-dages havmiljøkonference på Færøerne.



























