Seks værnepligtige ved Det danske internationale Logistikcenter (Danilog) på Vordingborg Kaserne er blevet sendt hjem efter positive hashtest. Det oplyser kaptajn Niels Brandt til Ritzau. Det var rygter om et hashmisbrug blandt kasernens værnepligtige, der fik ledelsen til at tage kontakt til politiet.
Her fik man oplyst, at 14 af de 280 værnepligtige er kendt i politiets registre. De blev alle bedt om at aflevere en urinprøve, og hos seks af soldaterne var der spor af hash. Ransagning med narkohunde Politiet ransagede kasernen torsdag med narkohunde, og det gav bonus. »Det, der blev fundet, havde tilknytning til de seks, der nu er sendt hjem«, siger Niels Brandt, der med aktionen vil sende en advarsel til alle om, at hashmisbrug under ingen omstændigheder accepteres.




























