Indvandrere mister kontanthjælp

Lyt til artiklen

Indvandrerfamilier er de helt store tabere, efter at regeringen for godt et år siden indførte 300-timers reglen.

Reglen betyder, at kommunerne skal inddrage halvdelen af familiernes kontanthjælp, hvis de ikke har arbejdet nok. Dansk Socialrådgiverforening forudser, at man i den kommende tid vil se familier, der må flytte fra hus og hjem, fordi de mangler penge. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der bygger på tal fra Beskæftigelsesministeriet, har 686 ægtepar fået frataget halvdelen af deres kontanthjælp, siden ordningen trådte i kraft 1. april 2007. Dykker man ned i tallene, fremgår det, at over 90 procent af dem er indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Udsatte grupper bliver endnu fattigere
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, kritiserer ordningen, fordi de mest udsatte grupper i samfundet bliver endnu fattigere. »I Danmark har vi før magtskiftet i 2001 holdt fast i en aktiv arbejdspolitik, hvor man tror på folk ved at investere i dem og ikke ved, at man tager forsørgelsesgrundlaget fra dem. Det er den amerikanske model, som regeringen nu bruger – og som især rammer indvandrerne«, siger Lars Andersen. »Der er ingen tvivl om, at hvis denne her ordning hovedsagelig ramte danskere, var den taget af plakaten med det samme«, påpeger han.
Beskæftigelsesminister er tilfreds
Kritikken preller fuldstændig af på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han afviser enhver tale om at ændre ordningen og har ingen problemer med, at mere end 90 procent af de ramte familier er indvandrere. »Næh, vi kunne jo se, at mange af dem ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og når vi ser, hvilke negative konsekvenser det havde for deres børn, var det helt afgørende for os, at vi foretog et brud med den hidtidige måde at lave arbejdsmarkedspolitik på«, siger han. »Man kan ikke indrette det sociale system på en sådan måde, at man reelt er hjemmegående og stadig kan få den offentlige ydelse. Alle andre familier i Danmark, der vælger, at den ene ægtefælle er hjemmegående, vælger jo så også at leve for én indkomst«, siger Claus Hjort Frederiksen. S: Det er en ulykkelig ordning Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, kalder derimod 300-timers reglen for en »ulykkelig« ordning. Hun hæfter sig ved, at det på trods af den historisk lave ledighed og buldrende højkonjunktur i det seneste år ikke er lykkedes for regeringen at få nogle af de svageste grupper ind på arbejdsmarkedet. Blandt andet frygter hun, at indvandrerkvinderne bliver de helt store tabere, fordi de bliver isoleret fra det sociale system. »300-timers reglen har betydet, at vi nu har en gruppe indvandrerkvinder, som er skubbet helt uden for kontanthjælpssystemet, og som myndighederne dermed ikke har kontrol over, og sådan burde det ikke være i et velfærdssystem«, fastslår Mette Frederiksen. Kvinder og børn hårdest ramt Når en familie med to børn bliver ramt af 300-timers reglen, betyder det, at den har godt 6.800 kroner til rådighed at leve for. Et beløb, som vil betyde kø hos organisationer som Frelsens Hær og føre til, at familier bliver sat på gaden, forudser næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post. Hun taler dagligt med de socialrådgivere ude i kommunerne, som skal tage kontanthjælpen fra familierne. »Der er ofte tale om familier med mange børn, og de bruger forholdsvis mange penge på mad. Alene prisen på ost og mælk er steget med 18 procent inden for det seneste år, og når man skal betale alt fra bolig til tøj og mad, så hænger det ikke sammen«, siger hun. Bettina Post mener fortsat ikke, at den fulde effekt af 300-timers reglen er slået igennem. »Mange af de her ægtepar har måske fem, seks eller syv børn. Og det er dem, der bliver de helt store tabere, når den ene kontanthjælp falder væk, og der ikke længere er råd til noget som helst – ikke engang huslejen«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her