Udstyret med et nyt bid (altså Kipketer) kørte Steen Juul forholdvis fortrøstningsfuld ud til 7. løb på Charlottenlund Travbane her til eftermiddag. Kipketer virkede lidt hidsig, men var styrbar og nogenlunde kontrollabel, indtil han rystede vattamponerne ud af ørerne.
Det blev ordnet, men gentog sig, og så var hesten helt firkantet. Ville bryde ud på staldsiden, nåede for sent op til vognen, og da Juul ville køre frem, men indså, at han ikke ville blive sluppet ned i andet spor, ville han bremse op. Det ville Kipketer ikke, og så kom galoppen. Hest og kusk var altså ikke enige, men de fulgtes dog pænt ad til stalden, mens de andre helt upåvirket af ”søndagens vigtigste hændelse” fandt det passende at køre væddeløbet færdigt. I øvrigt med Jupiter GT og Ole Bender som en fin vinder.



























