Hammeren skal falde tungt og med det samme. Det er både Dansk Folkeparti og Venstres forslag til at undgå knivoverfald som det, der lørdag kostede en ung mand livet. »Der skal være en hårdere og hurtigere konsekvens for dem, som pågribes med knive. De skal umiddelbart i fængsel«, siger Venstres retsordfører Kim Andersen. DF ønsker »straksafsoning« Partierne og Folketingets øvrige partier er i dag indkaldt til møde med justitsminister Lene Espersen om netop knive i nattelivet. Og ifølge Berlingske Tidendes oplysninger kan Venstre og Dansk Folkepartis ønsker måske blive virkelighed, for justitsministeren ønsker at slå hårdere ned på dem, der går med ulovlige knive. Dansk Folkeparti forestiller sig en model, hvor ulovlig våbenbesiddelse skal give »straksafsoning«. »Man kunne etablere et regelsæt, hvor du, hvis du bliver taget med ulovligt våben, kommer med ind på stationen, bliver afhørt og kommer for en dommer inden 24 timer. Hvis dommeren så ser, det er uomtvisteligt, at du har gjort noget ulovligt, får du tre dages fængselsstraf«, siger Kristian Thulesen-Dahl. Konsekvensen skal mærkes Formålet for begge partier er, at knivbæreren skal mærke konsekvensen. »Hvis en 16-årig knægt skal ringe hjem og sige det til sine forældre, så mærker man konsekvensen«, forklarer Kristian Thulesen-Dahl. Og samme holdning har Venstre. »Man skal få sådan en over næsen, at man er klar over, det får konsekvenser for livet. Og andre i ens miljø skal ikke bare kunne trække på skulderen. Vi skal signalere, at vi ikke accepterer det«, som retsordfører Kim Andersen udtrykker det. Enkeltsag dominerer Debatten om ulovlige knive i nattelivet er speciel, dels fordi antallet af knivoverfald og ofre for knivstikkerier ikke er steget. Dels fordi der fra politisk side er stor vilje til at give politiet øgede beføjelser for eksempel i permanente visitationszoner og øget overvågning, mens politiet i flere medier i dag giver udtryk for, at de mener, de har tilstrækkelige beføjelser. Politisk 'plat' på enkeltsager Københavns politichef Flemming Steen Munch mener ligefrem i Jyllands-Posten, at »der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager«. Og det spørgsmål sender vi videre til Venstres retsordfører. »Det er ikke en enkeltsag. Der er mange knivoverfald, og det er udtryk for rå og meningsløs vold, som vi må sætte hårdt ind på at bekæmpe«, siger Kim Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























