Et levn fra fortiden, der skader miljø og klima. Sådan karakteriseres telefonbogen, som i år trykkes i ti millioner eksemplarer, skønt dens indhold kan findes i fuldstændig form på internettet.
Kritikerne er miljøorganisationer, som kalder produktionen af 6.500 ton telefonbøger for unødvendigt sløseri med papir.
»Det er på høje tid, man begynder at forholde sig til et gammelt produkt som telefonbogen. Langt de fleste danskere har adgang til internettet, og det overflødiggør telefonbogen«, siger Niels Søgaard, direktør i Danfiber, der på vegne af landets kommuner har til opgave at vogte over miljø, etik og moral i affaldsbehandlingen. 13.000 ton CO2 hvert år
Professor i miljøregnskab ved Syddansk Universitet, Henrik Wenzel, vurderer, at produktionen og genanvendelsen af Danmarks telefonbøger hvert år forårsager udledning af cirka 13.000 ton CO2. Det svarer til 1.444 gennemsnitsborgeres årlige udledning.
Til CO2-regnskabet skal lægges »en vanvittig merbelastning af papirressourcerne«, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
»Vi leder konstant efter emner, der kan minimere affaldet i Danmark. Her er et mønstereksempel på, at papir er fuldstændig spild«, siger John B. Clausen, formand for affaldsudvalget under Danmarks Naturfredningsforening. De fleste danskere går på nettet
Ifølge Danmarks Statistik gik to ud af tre danskere i 2007 på internettet for at finde oplysninger på navne og numre. Men producenterne af de ti millioner forskellige typer af telefonbøger, De Gule Sider og Eniro, afviser kritikken og henviser til egne undersøgelser, der viser, at telefonbogen stadigvæk benyttes i stort omfang.
Både De Gule Sider og Eniro opererer også som markedsførende på internettet. Men over 3/4 af deres omsætning kommer stadigvæk fra telefonbøgerne – i runde tal 866 millioner kroner i 2006.
»Vi har over 50.000 kunder i vores telefonbøger og en stigende omsætning. Og så mange lokale forretningsdrivende ville næppe bruge Eniros telefonbøger, hvis ikke de oplevede, at de selv fik flere kunder ud af det«, siger den administrerende direktør i Eniro, Henrik Dyring.
Heftig debat i de andre nordiske lande
I både Norge, Sverige og Finland har telefonbogen i løbet af det seneste år været til heftig debat.




























