»Der er ingen nyheder ...«. Normalt er det jo ikke nogen god ... ja, nyhed ... at der ikke er nogen nyheder. Men i dette særlige tilfælde er det nu svært beroligende. Vi er inde på hjemmesiden kriseinfo.dk, som Beredskabsstyrelsen gjorde offentlig ved midnatstide. Og finder den lune besked om »ingen nyheder« under punktet Aktuelt. Og sådan skulle det jo helst fortsætte, for potentielle katastrofer i varierende størrelse blandt andet i kategorierne vejr og klima, transport, sygdomme og epidemier samt naturligvis terror er jo ikke noget, man har lyst til. Men det kan jo ske, og det er årsagen til, at Beredskabsstyrelsen, som skal passe på os alle sammen, er trådt ind i internet-alderen og fra i dag gør kriseinformation tilgængelig på en hjemmeside. Sirener giver første alarmmelding Indtil for en snes år siden var det den ugentlige onsdagsafprøvning af et utal af sirener på landets bygninger, der mindede os om, at der er nogen, der tager fat, hvis katastrofen brager løs. Sirenerne er siden blevet fornyet, og de afprøves kun hørligt én gang om året, men er stadig det allerførste varsel – lokalt eller landsdækkende – om, at nu er den helt gal. 1.078 sirener kan høres af 80 pct. af befolkningen, resten håndteres af politi med mobile sirener. Det er også stadig sådan, at Danmarks Radio og TV 2 vil blive brugt til at fortælle, hvad der er galt, og hvordan man skal forholde sig. »Men en hjemmeside med oplysninger gør det muligt at give endnu bedre besked, både hvis katastrofen indtræffer og i mere fredelige tider«, forklarer kontorchef i Beredskabsstyrelsen Henrik G. Petersen. Stort servernet kan klare stort presMen det vil vel være en infokrise, hvis man ikke kan komme ind på kriseinfo.dk, når det brager løs? »Vi er tilsluttet et servernet, der er fordelt på 70 lande, og vi kan, siger teknikerne, teoretisk klare mindst 500.000 hits i timen, så ...«, siger han. Mon det nu også holder? Opfordring til Politiken-læsere: Test systemet i dag Læsere af Politikens bagside er jo verdenskendte for at hjælpe med stort og småt, så hvorfor ikke hjælpe Beredskabsstyrelsen med at teste kriseinfo.dk. Politiken har lige knap 500.000 læsere, viser de seneste tal, og alle læser naturligvis Bagsiden, så hvis vi nu anstrenger os alle sammen, så kan vi afprøve Henrik G. Petersens forsikring. Derfor, kære læser: Klik dig ind på kriseinfo.dk i dag kl. 12 og vær med til at teste, om krise-hjemmesiden nu også kan klare det massive pres.Fugleinfluenza til al-Qaeda Mens du er derinde, kan du læse nyttig viden om, hvordan du skal forholde dig til naturkatastrofer og terrorhandlinger. På siden findes der mange nyttige links samt en søgeordsfunktion. Hvis man f.eks. skriver al-Qaeda får man to fangster: Det er forståeligt, at den ene går på nuklear (atom-) terror. Men hvorfor der også henvises til fugleinfluenza er straks sværere at greje – med mindre efterretningstjenesterne ved noget, vi andre ikke ved om fuglehold i det pakistanske højland ind mod Afghanistan.
Nu er der krise på internettet





























