»Jeg gider ikke mere. Jeg kan ikke holde det ud længere«. Meldinger som disse skal få sundhedspersonalet i Kriminalforsorgen til at spidse ører og skride ind, når fortvivlede arrestanter ankommer til arresthuse og fængsler. Risikoen for, at indsatte begår selvmord, er nemlig klart størst i den første del af deres tid bag tremmer, oplyser psykolog i Kriminalforsorgen Birgit Erichsen. Uvished belaster de indsatte »Jo længere tid der går, jo mindre er risikoen for, at en indsat begår selvmord. Første dag er værst, men allerede efter en uge mindskes risikoen markant«, siger hun og bakkes op af souschef Tove Brøchner i Kriminalforsorgens Straffuldbyrdelseskontor: »Uvisheden er jo størst i starten, for man ved ikke, hvor ens sag ender. Og det er altså en voldsom belastning, uanset om man har lavet noget eller ej«. Sidste år steg antallet af selvmord i fængsler og arresthuse fra et enkelt til otte på landsplan, og selvom det er små tal, så forestår der ifølge Birgit Erichsen fortsat et arbejde med at skole personalet i at få øje på de potentielle selvmordere ved ankomsten. Personalets vilje er afgørende »Det er vigtigt, at personalet tager de indsattes bekymringer alvorligt i stedet for bare at se dem som kværulerende fanger. Bare det, at personalet viser vilje til at gå ind i en sag og lette forholdene for den indsatte, kan være med til at mindske risikoen for selvdestruktiv adfærd«, siger hun. Ofte er det ifølge Birgit Erichsen umiddelbare spørgsmål, som personalet kan være med til at afklare. »Det kan være: Hvor er mine børn? Får jeg nok abstinensbehandling? Eller måske frygt for at sidde på en særlig fløj blandt andre fanger. Alt sammen bekymringer som personalet kan være med til at løse«, siger hun. Flest hænger sig Selvmord er den hyppigste dødsårsag for de 3.700 fængslede i Danmark. Kun fire døde sidste år af andre årsager end selvmord.
Ud over de otte selvmord blev der ifølge Kriminalforsorgens statistik desuden registreret 25 forsøg på selvmord blandt fanger sidste år. Birgit Erichsen og andre selvmordseksperter peger dog på, at det virkelige tal formentlig er langt højere, fordi flere undersøgelser på området bekræfter, at der går 10 selvmordsforsøg på hvert selvmord. Størstedelen af selvmordene blandt fanger i Danmark sker ved hængning.



























