Kun få mænd drømmer om et arbejde, som består i at pleje syge og hjælpe ældre.
Ansøgertal fra Den Koordinerede Tilmelding viser, at antallet af mandlige ansøgere til sundhedsuddannelserne i år er rekordlavt.
Den større kønsopdeling kan blandt andet ses på sygeplejeuddannelsen, hvor andelen af mandlige ansøgere udgjorde syv procent i 2002 mod blot fire procent i år.
Stereotypiske kvindeerhverv
Den skæve kønsfordeling blandt ansøgerne er et stort problem, mener sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.
»Det er dybt uheldigt at så få mænd søger ind på sundhedsuddannelserne. Som det ser ud nu, bliver disse erhverv betragtet som stereotypiske kvindeerhverv, og sådan bliver det ved med at være, hvis hovedparten af ansøgerne er kvinder«, siger han.
Godt og sundt
Kjeld Møller Pedersen så helst en ligelig fordeling af mænd og kvinder på sundhedsuddannelserne.
»Mænd og kvinder griber ting forskelligt an, og det er godt og sundt med både mandelige og kvindelige idealer på en uddannelse«, mener han.
Mere balance i tingene
De få mandlige ansøgere kan få betydning for den måde, sundhedsuddannelserne bliver aflønnet på.
»Det kan fastholde opfattelse af, at traditionelle kvindeerhverv er dårligere lønnede end blandingserhverv, hvor der er mere balance i tingene«, siger Kjeld Møller Pedersen.
Mændene bider ikke på
Sundhedsuddannelserne har ellers gjort deres for at lokke mændene til. Og de sidste 15 år har antallet af mænd på nogle af sundhedsuddannelserne faktisk været svagt stigende.
Men det er slut nu.
»Man har virkelig gjort meget for at få mændene til at forstå, at det her er professionelle uddannelser, som lige så vel kan blive varetaget af en mand som af en kvinde. Men af en eller anden grund bider mændene ikke rigtig på«, siger Kjeld Møller Pedersen, der ikke umiddelbart kan se, hvad der skal til, for at mændene begynder at interessere sig for sundhedsfagene.
»Næ, jeg må blive dig svar skyldig. Jeg har svært ved at se en løsning«.
fortsæt med at læse




























