Tv-billederne af misrøgt og ligegyldighed i bostedet Strandvænget var i manges øjne grelle, rystende og ikke mindst: Uforståelige. Men hvis man tror, at Strandvænget er et enestående eksempel på forråelse, så tager man fejl. Tag for eksempel 40-årige Liselotte, der blev hjerneskadet efter en vaccination i barndommen, og som ikke kan tale, ikke kan tage sit eget tøj på og som »ville løbe til verdens ende efter et cigaretskod – hun spiser dem«, som hendes mor, Alice Hasselgren, udtrykker det. Alice Hasselgren ved godt, hvad de pårørende i Strandvænget går igennem. Hun har i fem år kæmpet for at få forbedret forholdene på Liselottes bosted, Gentofte-institutionen ’Helhedstilbudet Bank-Mikkelsensvej 20-28'. »Hver gang jeg kommer der, er der beboere, der bare sidder og stirrer ud i luften. Det gør ondt i maven på mig at se dem«, siger hun. Alice Hasselgren har mange eksempler på den snigende ligegyldighed.
Bustur - inde i bussen
Hendes datter render rundt på en livsfarlig snefyldt vej i strømpesokker, men afdelingslederen beordrer medarbejderne til at holde mund over for moren. En banal vabel bliver til sår, fordi et plaster får lov til at sidde for længe.
Rigtige aktiviteter er der få af, og definitionen på en aktivitet er besynderlig: Når datter Liselotte selv rækker armene i vejret for at få en trøje på, regnes det som en ’aktivitet’, der skal opføres i logbogen. »Det sker en gang imellem, at de tager på bustur, og det er fint. Men for et års tids siden fandt jeg ud af, at beboerne overhovedet ikke kom ud af bussen! Det havde personalet ikke overskud til. Man tænker ikke på beboerne som mennesker, der skal ud af den bus og opleve verden. Man tænker, at nu er der for meget uro i det hus, så lad os få dem op i en bus«, siger hun. Leder erkender problemerne Problemerne i ’Helhedstilbudet Bank-Mikkelsensvej 20-28’ har været så store, at forstanderen er sygemeldt på ubestemt tid med stress.
