En 64-årig kvinde dukkede tirsdag eftermiddag op på politistationen i Slagelse.
Her hev hun en håndgranat op af tasken og placerede den på skranken - og så blev hele stationens forhal evakueret. Det skriver Sjællandske. »Hun hev en håndgranat op af tasken, og det blev jeg da noget overrasket over. Så spurgte jeg hende, hvor hurtigt hun kunne løbe, hvis jeg talte til tre, for jeg var da ikke tryg ved at have en håndgranat stående på skranken«, fortæller vicepolitikommissær Steen Hvidberg, der tog imod kvinden og granaten. Rulle-Marie blev tilkaldt »Hun opfattede vist ikke situationen som særlig farlig, for granaten havde igennem mange år stået i et skab hos hendes far i Slagelse, forklarede hun. Og nu ville hun så aflevere den, og det mente hun, at det var bedst at gøre her«, beretter den uniformerede granatmodtager til Sjællandske. Steen Hvidberg kontaktede kort efter kollegerne i politiets tekniske afdeling, som så sørgede for at rekvirere Forsvarets sprængningseksperter på Amager. De kom også med Rulle-Marie, den fjernstyrede bombefjernings-robot. Vicepolitikommissæren glædede sig naturligt nok over, at det hele endte, som det gjorde. »Men man kan da benytte historien til at opfordre borgerne til at ringe til politiet, hvis de finder granater, krysantemumbomber eller lignende, og så ellers lade tingene ligge, indtil vi dukker op. Ellers kan det ende galt«, advarer Steen Hvidberg.



























