Hvem er berørt at strejken nu?
Pædagogernes fagforbund, BUPL, har udvalgt 15 af landets kommuner, som pædagogerne strejker i. Pædagogmedhjælpere, ledere og pædagoger, der ikke er medlem af BUPL, kan dog fortsat arbejde, og nogle institutioner holder derfor stadig åbent for børnene i begrænset omfang. Siden 19. maj har 13.000 pædagoger strejket. Det berører knap 122.000 børn og deres forældre.
Kan ingen børn blive passet fra på tirsdag, når Kommunernes Landsforening lockouter pædagogerne? Jo, konflikten gælder kun pædagoger, der er organiseret i BUPL. KL har varslet lockout for pædagogerne for at presse dem til forhandling. Dvs. at pædagoger i f.eks. børnehaver, vuggestuer og SFO'er bliver udelukket fra deres arbejdsplads i de 83 kommuner, hvor der endnu ikke strejkes, mens pædagogmedhjælpere og ledere stadig kan arbejde. Også enkelte specialinstitutioner bliver holdt åbent. Dagplejemødre er ikke medlem af BUPL, og de er derfor ikke berørt. Fra 20. juni har BUPL har dog svaret igen på KL's lockoutudspil ved at varsle strejke for cirka 4.600 ledermedlemmer landet over. Dermed vil det være stort set umuligt at holde institutionerne åbne. I København er de fleste pædagoger organiseret i LFS, der hører under fagforbundet FOA, og de har indgået overenskomst for de kommende år. Hovedparten af Københavns daginstititutioner er derfor ikke berørt.
Hvornår slutter strejken? Strejken slutter, når der er vedtaget en overenskomst for pædagogerne. Det kan enten ske ved, at pædagogerne i BUPL og arbejdsgiverne i KL bliver enige om et forlig, eller - hvis det ikke sker - at regeringen laver et indgreb. Der er ingen forhandlinger mellem BUPL og KL for tiden.



























