Eget værelse med fjernsyn, stereoanlæg og trådløst internet. Sådan bliver virkeligheden for flere tusinde patienter i Region Hovedstaden, der skal bo på hotel i stedet for at ligge på hospitalet.
Opholdet er gratis for patienterne, men alligevel kan de offentlige sygehuse spare millioner af kroner. Regionen lægger som led i sin hospitalsplan op til at bygge en håndfuld nye patienthoteller ved de største sygehuse. »Patienter vil have stor glæde af at bo på et patienthotel, når de selv kan klare sig, men samtidig har behov for en tæt kontakt til sygehuset, fordi de dagligt skal til undersøgelser og behandling. De får fred og ro og kan selv bestemme over dagen. Samtidig er det billigere for skatteborgerne«, siger koncerndirektør i regionen, Svend Hartling. Region Hovedstaden har to patienthoteller – et ved Rigshospitalet og et midlertidigt på Herlev Hospitals 20. etage. Tilsammen er der 74 senge, som lagde madras til nogle tusinde gæster sidste år.



























