Det er ikke i orden at fyre en kvindelig medarbejder, fordi hun er blevet gravid.
Den lektie har kostet en arbejdsgiver 123.000 kroner i erstatning til en kvindelig ansat. Kvinden fortalte sin arbejdsgiver, at hun var blevet gravid, og næste dag fik hun en fyreseddel i hånden. Arbejdsgiveren påstod, at fyringen skete på grund af svigtende omsætning i selskabet, men den forklaring købte Vestre Landsret ikke. »Fyret uden grund« Landsretten stadfæstede en tidligere dom i byretten. Retten tilkendte kvinden en erstatning på i alt 123.000 kroner. »Landsrettens stadfæstelse af dommen understreger, at man som arbejdsgiver ikke ustraffet kan fyre en gravid uden grund«, siger Mette Kindberg, næstformand i HK, som har ført sagen på vegne af den fyrede kvinde.




























