Historisk erstatning i terrorsag

Lyt til artiklen

En af de oprindeligt mistænkte fra Glostrupsagen, en 19-årig mand, blev i dag tilkendt 1,4 millioner kroner i erstatning.

Dermed kom hans forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, igennem med det krav, som Rigsadvokaten i første omgang havde nægtet at gå med til. Landets øverste anklager ville kun give 1,1 millioner kroner.

Med mindre anklagemyndigheden beslutter sig for at sende spørgsmålet om erstatningens størrelse videre til landsretten, kan sagen nu langt om længe være slut for den 19-årige mand.

Frifundet i landsretten

Det var i oktober 2005, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) slog til og anholdt ham og flere andre på mistanke om, at de stod i ledtog med de to mænd, der senere blev dømt for terror i Sarajevo i Bosnien.

Den 19-årige EH blev frifundet i landsretten, men højst overraskende valgte anklageren at lade sagen gå om. Sagen blev endnu mere opsigtsvækkende, da han også i anden omgang blev frifundet.

Netop derfor krævede Thorkild Høyer den historisk store erstatning.

»Det er både første og sidste gang, at vi oplever, at en terrorsag går om«, siger advokaten.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her