Eksperter: OECD maler et skrækbillede af biobrændsel

Lyt til artiklen

Den OECD-rapport, der skulle underbygge, at fødevarepriser verden over vil stige i takt med indførslen af biobrændsel, fremmaner et unødvendigt skrækscenarium. Det mener professor i biomasse-teknologi ved Københavns Universitet, Claus Felby. »OECD blander tingene sammen. Der er god fornuft i at sige, at processen mod at omlægge til biobrændsel skal have tid, men rapporten tager ikke højde for, at både landbruget og teknologien allerede nu er parat til, at der kommer mere biobrændsel«, siger Claus Felby. Efter hans mening kan mængden af biomasse, altså det biologiske materiale, der bruges til biobrændsel, tredobles uden at påvirke hverken miljø eller fødevarepriser. »I dag har vi mulighed for at producere langt mere på den samme landbrugsjord. Af både fødevarer og biomasse. Og med et marked for biobrændsel er det er oven i købet fornuftigt for landmændene at gøre det«, påpeger han. Sorte forudsigelser Rapporten, som OECD offentliggjorde i denne uge, konkluderede ifølge Financial Times at ’biobrændsel tilbyder en kur, der er værre end de sygdomme, det forsøger at kurere’. Den påpegede, at den stigende efterspørgsel efter biomasse får landmænd til at omlægge fødevare og foderproduktion til produktion af biobrændsel. Og at det vil få fødevarepriserne til at stige verden over. Men sådan hænger tingene slet ikke sammen, konstaterer Birgitte Ahring. Hun forsker i biobrændsel ved DTU og sad med i det udvalg af forskere, der kom med input til rapporten. »Rapporten var forældet, allerede før den blev skrevet. OECD ville hverken høre sandheden fra os forskere eller se på, hvor langt udviklingen inden for biobrændsel faktisk er kommet«, siger hun. Fremtiden lugter af gylle Baggrunden for hendes ord er udviklingen af 2. generations biobrændsel, som blandet andet laves af træflis, halm, græs, papiraffald og gyllefibre. Alt det, der alligevel ikke kan bruges til andet. »Den form for biobrændsel er slet ikke i konkurrence med fødevarer«, siger Birgitte Ahring. »Og det er den 2. generation, vi arbejder med nu, og som er lige om hjørnet. OECDs rapport blev skrevet af folk, som er trætte af, at der bliver brugt store økonomiske midler på området. Hvilket har betydet, at de fuldstændig har undladt at se på virkeligheden«. Birgitte Ahring og Claus Felby forventer, at 2. generations biobrændsel vil være fuldt implementeret i Danmark i 2012.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her