Danmark kan ikke fortsætte med at have så mange soldater udsendt på krævende missioner i verdens brændpunkter, uden at private firmaer overtager flere af soldaternes opgaver. Firmaerne skal aflaste forsvaret, der lider under stigende mangel på soldater – især officerer, teknikere og specialister. De private skal stå for byggeopgaver samt drift og vedligeholdelse af materiel, som bliver voldsomt slidt især i Afghanistan.
Det fremgår af en rapport fra Dansk Institut for Militære Studier, der udkommer i denne uge. »På visse områder er der fordele ved privatisering, men man får ikke noget uden at miste noget andet. Vi er novicer med hensyn til udlicitering af militære opgaver; der er et tomrum – også juridisk – på det her felt«, siger forskeren bag rapporten, Anders Henriksen. Private og soldater skal ikke slås side om side Han peger på, at blandt andre USA og Storbritannien har blandede erfaringer med både pris og kvalitet, når private entreprenører arbejder for militæret i konfliktområder. Private skal ikke slås side om side med soldaterne ved fronten i Afghanistans Helmandprovins, understreger Anders Henriksen.




























