Lægeløftet fra 1815 skal til debat

Lægeløftet skal til serviceeftersyn. Er tiden løbet fra det? Er dele af det måske ligefrem selvmodsigende og uetiske? Den debat tager lægerne nu selv hul på. Det sker med henvisning til, at mange læger har svært ved at få lægeløftets ideelle fordringer til at hænge sammen med den virkelighed, de arbejder i. Er lægeløftet tidssvarende? Udgangspunktet er en hverdag, hvor læger presses af prioritering i sundhedsvæsenet, af samfundets pres på deres tavshedspligt, af medicinalindustriens pres på forskningens uafhængighed og af etiske dilemmaer i forbindelse med bioteknologi, der slet ikke fandtes, da det nuværende lægeløfte blev formuleret i 1815. Debatten sparkes i gang i det nummer af Ugeskrift for Læger, der udkommer i dag. Formanden for Den almindelige Danske Lægeforening, afdelingslæge Jens Winther Jensen, kaster i en leder det spørgsmål ud, om lægeløftet er tidssvarende. Filosofisk betragtning Han refererer blandt andet til bogen 'Etiske spørgsmål i medicinen', der udkom for nylig i forbindelse med, at Lægeforeningens etiske udvalg havde 25 års jubilæum. I bogen problematiseres blandt andet lægens dilemma i en position mellem hensyn til samfundet og den enkelte patient. Det er også i denne bog, at lægeløftets sidste sætning om at »efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser« kaldes et »uforsvarligt element«, der gør lægeløftet selvmodsigende og uetisk. »Det er en filosofisk betragtning«, siger en af forfatterne til bogen, medlem af Lægeforeningens etiske udvalg og ledende overlæge Mogens K. Skadborg. »Formålet er at gøre opmærksom på, at lægerne har en moralsk forpligtelse til at sige fra, hvis 'anordninger og bestemmelser' er uetiske, uanset hvad der står i det afsnit af lægeløftet«. Tavshedspligten Angreb på tavshedspligten, der direkte er nævnt i lægeløftet, er også kendte. For eksempel dengang politiet med en dommerkendelse krævede udleveret navnene på alle, der havde henvendt sig til Rigshospitalets skadestue efter urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993. Dilemmaet mellem etisk prioritering og økonomisk prioritering er også en del af lægernes hverdag. Skal man behandle yngre frem for ældre, hvis der ikke er ressourcer til alle? Ledende overlæge Ole Hartling, der også er formand for Etisk Råd, har i dagens nummer af Ugeskrift for Læger en kronik, der netop handler om, hvorvidt lægeløftets idealer kan fastholdes i vore dage. Fattig som rig »Med lægeløftet forpligter lægen sig til at drage omsorg for fattige som rige«, siger Ole Hartling. »Jeg advarer mod den tendens, der er på vej, hvor den, der har gode midler, kan betale sig til bedre ydelser end andre. Vi har stadig et godt sundhedsvæsen i Danmark , men med øget privatisering kan vi ende som i USA, hvor for eksempel fattige nyrepatienter uden forsikring ikke har råd til den bedste dialyse«. Han peger også på, at de øgede behandlingsmuligheder kan sætte lægerne i en klemme, når samfundet ikke altid har råd til det hele. Når der skal prioriteres. »Hvor mange hofter kan man få for ét hjerte? «, siger Ole Hartling, der understreger, at han i hele denne diskussion udtaler sig som læge og borger og ikke på vegne af Etisk Råd. Ole Hartling mener ikke, at man skal ændre på lægeløftet, selv om lægerne i dagligdagen kan have svært ved at leve op til det. Skal ikke give køb »Vi skal bibeholde den ideelle målsætning. Hvis vi begynder at modernisere ordlyden for at tillempe den virkeligheden, har vi allerede givet køb«, siger han. Lægernes formand, Jens Winther, peger blandt andet på lægemiddelindustriens sponsorering af både lægernes efteruddannelse og af forskning som elementer, der direkte kan berøre de grundlæggende værdier i lægegerningen. For Jens Winther er debatten om lægeløftet en løftestang til en bredere værdidebat om hele grundlaget for lægearbejdet. »Meningen er, at vi vil diskutere disse ting frem til næste år, når Lægeforeningen har 150 års jubilæum. Ved den lejlighed planlægger vi en sundhedspolitisk erklæring og - måske - en nyformulering af lægeløftet«, siger han.