Start motoren og straks begynder din nye Lexus-bil at tale til dig. Måske kommer der et fif til betjening af klimaanlægget, måske lidt om en lokal seværdighed, måske noget helt tredje. Altsammen udvalgt og indtalt af folk hos Lexus.
Bilfirmaet ser denne nye tjeneste, der foreløbig kun tilbydes i USA, som en skræddersyet service for informationslystne kunder – andre vil muligvis se den som en plage på linje med spammail og adresseløse reklamer, der vælter ind i ens brevkasse.
Det nye påfund hedder Lexus Insider og kan leveres sidst på året til kunder i USA, skriver avisen USA Today. Hvis de ønsker det – tjenesten kan dog også vælges fra. Lexus lover, at beskederne vil være diskrete og ikke bare være rendyrket reklame for firmaet selv.



























