Politiet har foretaget præventive anholdelser af 75 unge, som her til eftermiddag har demonstreret i København til støtte for palæstinenserne i Gaza.
De unge - mange af dem palæstinensere - dukkede tidligere på dagen uanmeldt op på Rådhuspladsen i København, hvor en demonstration til fordel for Israel var i gang. Senere fortsatte de gennem byen til Nørrebro tæt mandsopdækket af politiet.
Da de unge igen begyndte at gå ind mod centrum, valgte politiet at skride til anholdelserne i Gothersgade, hvor de unge blev sat i fut-tog med hænderne bundet sammen af strips.



























