Børn- og ungeudvalget i Aalborg Kommune har godkendt beslutningen om akut at fjerne den fireårige lillebror fra Mou-sagen fra hjemmet, oplyser kommunen. Det var formanden for børne- og ungeudvalget Lars Bang Jensen, der i sidste uge besluttede, at drengen skal flyttes fra sit hjem til privat pleje.
Det skete, efter at drengens forældre blev dømt for at have mishandlet hans 13-årige storesøster gennem længere tid. Forældrene blev idømt hver fem måneders fængsel for mishandlingen. Sagen satte Aalborg Kommune under hård kritik, fordi børne- og ungeudvalget tidligere havde afvist at fjerne den fireårige dreng.



























