Nygifte slipper for gebyr ved navneændring

Lyt til artiklen

Det skal for fremtiden koste 430 kroner at skifte navn. Undtagen for nygifte, der stadig slipper gratis. Siden et bredt flertal i Folketinget ændrede navneloven 1. april sidste år, har flere end 100.000 danskere benyttet sig af muligheden for at skifte navn gratis. Det er flere end dobbelt så mange, som regeringen havde regnet med. Derfor vil regeringen nu sammen med Dansk Folkeparti indføre et gebyr på 430 kroner for at stække danskernes lyst til at skifte navn. Det handler om principper Dansk Folkeparti har dog betinget sig, at nygifte ikke skal betale gebyret. Og det får oppositionen til at rase. Det Radikale Venstre er for så vidt indstillet på at indføre et gebyr. Men de synes, at det er forskelsbehandling, at nygifte slipper for gebyr i modsætning til par, der lever i papirløse forhold. »Vi skal ikke gå ind og kvalificere, hvor vidt det er bedre at være gift end at bo sammen. Det er folks helt private afgørelse. Man kan godt bagatellisere det med, at det kun koster 430 kroner. Men vi synes, at det handler om principper«, sagde den radikale ordfører på området, Charlotte Fischer, under førstebehandlingen af lovforslaget i dag. Tyndeste svar i nyere tid Hun fik i folketingssalen opbakning af partifællen Simon Emil Ammitzbøll, der ville vide, om den konservative ordfører, Per Ørum Jørgensen, kunne se ligestillingen i lovforslaget, der altså kræver gebyr for alle andre end nygifte. »Den prioritering er en del af en aftale i forbindelse med finansloven. Og længere er den ikke«, svarede Per Ørum Jørgensen. Svaret faldt ikke i god jord hos Simon Emil Ammitzbøll, der rødglødende skød igen: »Det er ganske enkelt et af de tyndeste svar, vi har fået i Folketinget i nyere tid. Pointen er, at Per Ørum Jørgensen overhovedet ikke kan svare. For med ændringen er der intet tilbage af ligestillingen mellem folk i ægteskabslignende forhold og folk i ægteskab«, rasede Simon Emil Ammitzbøll.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her