Forbrugerminister Carina Christensen (K) viser foragt for folketinget ved at presse en sjusket ændring af navneloven igennem på rekordtid. Det mener oppositionen, der nu har klaget til Folketingets formand.
De vil have ham til at benytte Grundlovens paragraf om mindretalsbeskyttelse, der giver formanden bemyndigelse til at udskyde sidstebehandlingen af et lovforslag i 12 dage, hvis to femtedele af folketingets medlemmer skriftligt beder om det. »Carina Christensen har vist totalt foragt over for folketingets arbejde. Hun har brudt de vejledninger for god lovkvalitet, som statsministeriet og justitsministeriet har udarbejdet. Hun har tilrettelagt en proces, som har været fuldstændig tumultagtig og alt for kort til at gå i dybden«, siger Morten Bødskov fra Socialdemokraterne. Sjoflet folketinget Balladen handler om, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti vil indføre et gebyr på 430 kroner for at ændre navn – undtagen for nygifte.



























