Margrethe Vestager erkender, at det radikale skatteoplæg fra 2001 havde »en mindre tiltalende social profil«. Det skal der rettes op på i et nyt skatteudspil, som partiet er ved at udarbejde. »Hvis vi skal lave en skattereform, skal der være en social balance i den. Der skal være en arbejdsmarkedseffekt, så flere får lyst til at arbejde længere, og den skal have et grønt ansigt«, siger Vestager. Den nye radikale leder mener, at det vil være oplagt at ændre beskæftigelsesfradraget – som kun gives til folk med et job – for at gøre det mere attraktivt at gå fra offentlig forsørgelse til arbejde. »Desuden bør vi vende tilbage til den oprindelige ide med topskatten, så det kun er 10 procent – mod 40 procent i dag – der skal betale topskat. Til gengæld skal den så øges«, siger hun.
Invitation til S
Også den grønne profil skal tænkes ind i en skattereform. R foreslår et nyt grønt afgiftssystem, der er socialt afbalanceret.
Regeringens skattestop har ifølge de radikale udhulet effekten af de grønne afgifter, så det i princippet er blevet billigere at forurene, fordi afgifterne er låst. Problemet med de grønne afgifter har hidtil været, at de rammer socialt skævt, fordi eksempelvis en lavtlønnet børnefamilie har samme – eller større – behov som en rig enlig direktør for vand, varme og el.
Men det mener Vestager, at man kan komme uden om ved at lave et bundfradrag på ressourceforbruget.
»Så kan vi alle sammen være med. Hvis ens ressourceforbrug så overstiger ens ressourcefradrag, skal man betale en større afgift«, siger Vestager, der kalder udspillet en invitation til S om at stille krav om en social og grøn skattereform.
Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, siger, at han »glæder sig over, at de radikale har erkendt, at deres gamle skatteudspil var aldeles socialt skævt«.
»Så vi ser det som, at de nærmer sig os i skattepolitikken«, lyder hans melding.
Han understreger, at en eventuel skattereform skal vedtages med et meget bredt flertal i folketinget. S vil holde fast i skattestoppet i næste valgperiode, og en skattereform kan først komme på tale, når en skattekommission har gransket mulighederne.
Men han er åben for at diskutere et nyt grønt afgiftssystem i forbindelse med en skattereform, så længe det ikke rammer socialt skævt.
Kølig modtagelse
Siden Ny Alliance blev dannet i maj måned har skattedebatten jævnligt sat den indenrigspolitiske dagsorden. Margrethe Vestager vil udnytte det nye politiske rum til at friste S, K og V til at gå i gang med en skattereform. Både klimaspørgsmålet, ulighedsproblematikken og manglen på arbejdskraft er politiske temaer, hvor R, S, V og K kan nå til enighed, mener hun.
Til gengæld siger Vestager, at Ny Alliance er det eneste parti, der »ikke har en social profil i deres skatteudspil«.
Medstifter af Ny Alliance Anders Samuelsen, der har formuleret den nuværende radikale skattepolitik, synes, det er trist, at R skyder hans nye parti asociale motiver i skoene. Han kalder Ny Alliances skatteforslag om at sænke skatten til 40 procent for »den mest effektfulde form for socialpolitik overhovedet«.
»Effekten af vores skattepolitik vil være, at der bliver mere råd og flere hænder til at udvikle den offentlige velfærd«, siger Samuelsen.
Men han glæder sig over, at R melder sig på banen i skattedebatten. Og Ny Alliance er enige i at tænke grønne elementer ind i en skattereform.
K: Lettelser før reform



























