Der er røde øre under generalernes kasketter i Forsvarskommandoen. Ledelsen af det danske forsvar har pludselig fundet ud af, at der blev brugt 400 mio. kr. mere på krudt og kugler sidste år, end der var sat penge af på finansloven. Overforbruget er først dukket op i forbindelse med opstillingen af forsvarets samlede regnskab for 2008. Det fremgår af et brev fra forsvarsminister Søren Gade (V) til partierne bag forsvarsforliget.
Økonomisk lussing
Brevet blev afsendt i elektronisk form i går eftermiddag – lige før vinterferien. Forsvarsministeren beklager den økonomiske begmand, som han nu må orientere Folketingets Finansudvalg om.
»Jeg vil godt understrege, at jeg ikke finder disse forhold omkring økonomistyringen tilfredsstillende. Det er Forsvarskommandoen enig i«, konstaterer Gade.
Det står ikke helt klart, hvad de mange millioner er brugt til, men Søren Gade forklarer dog, at merforbruget stammer fra Forsvarets Materieltjeneste, der har brugt pengene på blandt andet reservedele, ammunition og nye køretøjer til soldaterne i Afghanistan.
Mens det har igennem hele 2008 været almindeligt kendt, at krigen i Afghanistan kostede mere end forventet, har både forsvaret og forsvarsministeren hidtil forklaret, at de penge kunne findes i form af sparede lønudgifter, fordi forsvaret mangler mandskab.
Gade kræver besparelser Det viser sig nu, at det ikke holder stik.



























