Politiet vil se på, om de 35 ekstra betjente, der er indsat mod bandekriminaliteten, er nok.
Det siger chefpolitiinspektøren i København, Per Larsen. Mandag morgen vil ledelsen i Københavns Politi overveje, om der skal sendes endnu flere betjente på gaden for at dæmme op for bandekrigen, der især er gået ud over Nørrebro. Politiet vil også overveje, om man skal bede Rigspolitiet om hjælp i form af assistance fra andre politikredse, fortæller chefpolitiinspektør Per Larsen. »Noget af det første, vi gør mandag morgen, er at høste af weekendens også lidt bitre erfaringer og se, om vi skal gøre noget anderledes«, siger han. Tirsdag øgede Københavns Politi patruljeringen med ekstra 35 politifolk, men nu er man klar til at overveje, om det er nok.




























