Bunkerne af ubetalte parkeringsbøder vokser fortsat på de udenlandske ambassader i København. Selv om Udenrigsministeriet har indskærpet over for ambassadørerne, at også diplomater skal overholde de danske parkeringsregler, er antallet af bøder steget, skriver DR Nyheder. I 2007 blev 381 parkeringsbøder til diplomater ikke betalt. Sidste år var det 469 bøder, som Center for Parkering København ikke fik betaling for. Det svarer til en stigning på 23 pct. »Diplomater er beskyttet af juridisk immunitet, så vi har ikke nogen mulighed for at sanktionere dem, når de ikke betaler«, siger Anders Møller, chef for Center for Parkering København, der udskriver og inddriver p-bøderne for Københavns Kommune. Kun halvdelen bliver betalt Det er ikke småpenge, kommunens kasse går glip af. På tre år er der kommet 600.000 kroner mindre ind, fordi ambassaderne ikke betaler bøderne. Kun halvdelen af diplomaternes bøder bliver betalt - resten ryger i skraldespanden, fordi der ikke er mulighed for at retsforfølge diplomaterne. De russiske diplomater indtager suverænt førstepladsen på listen over ubetalte parkeringsbøder. De seneste tre år er 173 parkeringsbøder landet under vinduesviskeren på en russisk indregistreret diplomatbil. Kun én af dem er blevet betalt. Russerne vil ikke love noget Lempeligere i hjemlandetAmbassadesekretær Leonid Samojlov fra den russiske ambassade undskylder sig med, at reglerne for diplomater er mere lempelige i hans hjemland. »I Rusland straffer vi ikke diplomater på den måde. Udenlandske diplomater i Rusland får ikke parkeringsbøder og bliver ikke standset af færdselsbetjente«, siger Leonid Samojlov.
Han vil nu tage sagen op med ambassadøren for at få de ansatte til at udvise mere disciplin, men han vil ikke love, at bøderne bliver betalt. »Jeg er ikke i stand til at træffe den beslutning. Det er en sag for ambassadøren«, siger Leonid Samojlov.




























