Det er 20 år siden, at homoseksuelle fik lov til at indgå registreret ægteskab. Fra i dag kan de også adoptere. Og det er en stor sejr, lyder det fra det homoseksuelle miljø i København, som samledes på Oscar Cafe&Bar i København for at fejre endnu et skridt mod ligestilling. »Det er jo helt fantastisk. Det er et skridt i den rigtige retning for regnbuefamilierne«, siger H. C. Seidelin, formand i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Og den holdning tilslutter arrangementets arrangør, Martin Dufke, fra Copenhagen Pride sig. »Selv en lille sejr, er en sejr«, siger han. Regnbueflag er symbolsk som loven Selv om cafeen til dagligt tiltrækker Københavns homoseksuelle, har endnu flere lagt vejen forbi i dag. Og det nyder H. C. Seidelin, som går stille rundt og småsludrer med de fremmødte, mens han snuser sejren til sig. Han stopper ved baren, nipper til den chilenske hvidvin og kaster et blik op på de regnbuefarvede flag, der pynter barens facade.
Flagene er et verdenskendt symbol på homoseksuelles rettigheder. Og sådan en symbolik, mener Seidelin, er vigtig. I princippet er det godt Han erkender da også, at lovforslaget til dels er symbolsk, fordi adoptionsbørnenes lande kan blokere for adoption til homoseksuelle.



























